Cookie dough brownie

DSC04804

Imens jeg er på ferie har jeg fået Susan til at dele denne opskrift. Jeg fik selv fornøjelsen af at smage netop denne kage til Susans 24års fødselsdag for et par uger siden og den er virkelig anbefalelsesværdig. Susans gæsteindlæg kommer her:

Som Stinna så fint selv skriver, så havde jeg hende og en masse andre af mine skønne veninder oppe til fødselsdag for 3 uger siden. Fantastiske veninder skal forkæles med fantastisk kage og derfor blev netop denne kage en af dem, som jeg skulle servere for dem. Det var første gang jeg prøvede kræfter med den, så jeg var virkelig spændt på, om den faldt i folks smag eller om det var et totalt no-go. Nu hvor Stinna var med havde jeg jo trods alt noget at skulle leve op til, for hvis der er en der kan lave det lækreste og flotteste mad, så er det virkelig hende. GUDSKELOV tog alle gæsterne rigtig godt imod kagen og de kunne faktisk ikke beslutte om denne kage var bedre end denne Twix Fudge kage, som jeg også serverede. Vi lavede faktisk en afstemning og præcis 6 stemte for denne kage, mens de 6 andre stemte for Twix Fudgen. Måske du skal i gang med at lave begge kager og se hvilken du bedst kan lide? Opskriften på cookie dough brownie kommer i hvert fald her.

Opskrift (14 personer):

Bund

  • 125 g nødder – jeg brugte hasselnødder og mandler
  • 150 g mørk chokolade
  • 50 g kokosmel – jeg brugte affedtet kokosmel, men almindeligt kokosfibermel kan også bruges
  • 1 knivspids salt
  • 50 g kakao
  • 2 tsk. vaniljepulver
  • 5 dadler
  • 2 modne bananer
  • 2 æg
  • 75 g kokosolie
  1. Blend nødder til mel. 75 g af nødderne grofthakkes sammen med chokoladen.
  2. Kom nødder, chokolade, kokosmel, salt, kakaopulver og vanilje i en skål, rør ingredienserne godt sammen og stil den til side.
  3. Blend dadler sammen med bananer.
  4. Smelt kokosolien og blend det i massen sammen med æggene.
  5. Tilsæt til sidst de tørre ingredienser, som du har hældt op i skålen.
  6. Fordel massen i en beklædt bageform og bag ved 165 grader i ca. 45 minutter.

Cookie dough lag

  • 4 spsk. blødt smør
  • 2 dl brun sukker
  • 2 spsk. skummetmælk
  • 2 dl hvedemel
  • 2 dl chokoladestykker
  1. Bland alle ingredienserne sammen.
  2. Fordel massen på chokoladekagebunden og frys.
  3. Lav imens det sidste chokoladelag, der skal ovenpå cookie dough laget her.

Chokoladelag

  • 150 g chokolade
  • 2-3 spsk. blødt smør
  1. Smelt chokoladen over vandbad eller i mikroovnen.
  2. Tilsæt herefter det bløde smør, så du får en ”smooth” chocolademasse.
  3. Fordel chokolademassen på cookie dough laget og frys igen i ca. 4 timer inden servering.

DSC04723

Print Friendly

3 kommentar

  1. Ved ikke om det bare er mig, men de sidste gange jeg har læst din blog fra min iPad starter blog indlæggene først 10 cm. Inde på siden. Så man for slet ikke det hele med. Læser gennem bloglovin, men har også forsøgt at åbne i safari hvor den gør det samme :)

    • Hej Tanja. Jeg har installeret et nyt design på bloggen, som desværre ikke virker optimalt. Jeg laver det om, når jeg er hjemme fra ferie :-)

  2. Kan man lave kagen dagen i forvejen? I så fald, hvordan opbevares den så, i forhold til frys og sådan? :)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*