Bygotto med jordskokker, rosmarin og parmesan

af Stinna

bygotto med jordskokker

I dag vil jeg dele en ægte vinterret med jer. Forleden da det sneede udenfor lavede jeg denne bygotto med jordskokker, som må siges at være en ægte efterårs/vinterret. Så hvis du også trænger til noget at varme dig på, så er denne nok noget for dig.

Bygotto med jordskokker

Inspirationen til denne ret er fra caféen GRØD, hvor jeg for et par år siden smagte deres lækre bygotto med rosmarin (jeg mener det var rosmarin), da jeg var et smut i torvehallerne. Jeg har drømt om den flere gange siden og forleden da jeg gik igennem det nye Aarhus Central Food Marked, så jeg at GRØD sørme er åbnet der og jeg fik lyst til bygotto igen!

Indtil jeg får smuttet ned og smager deres igen, ville jeg dog lige forsøge mig med min egen. Derfor har jeg lavet min egen variant af den skønne bygotto og det blev virkelig lækkert. Fyldig, tung og smagfuld aftensmad. Jeg har valgt ikke at lave nogen topping til min bygotto, kun friskrevet parmesan.

bygotto med jordskokker

Retten her er virkelig perfekt til en kold vinteraften. Den indeholder ikke så mange grøntsager og derfor måske ikke den sundeste ret her på bloggen, men til gengæld er den perfekt til de aftener, hvor man bare gerne vil have en lækker, smagfuld og cremet ret.

Bygotto med jordskokker

Ret: Aftensmad
Køkken: Vegetarisk
Antal: 4 personer
Forfatter: Stinna
No ratings yet

Ingredienser

  • 1 stk. løg
  • 2 fed hvidløg
  • olie til stegning
  • 300 g perlebyg
  • 2 dl hvidvin
  • 10 dl bouillionvand jeg bruger en grøntsags-variant
  • 350 g jordskokker
  • 1 lille håndfuld frisk rosmarin
  • 1 tsk tørret rosmarin
  • 1 håndfuld friskrevet parmesan
  • evt. en god klat smør
  • salt og peber

Sådan gør du

  • Kom olie i en gryde. Hak løg og hvidløg og lad det stege i olien.
  • Når løgene er klare, tilsættes perlebyg. Lad det stege 1/2 minuts tid.
  • Tilsæt hvidvin og lad det koge ind.
  • Tilsæt nu bouillionvand og lad retten koge.
  • Imens skæres jordskokker i tern. Jeg beholdt skrællen på. Sørg for ikke at lave dem for store, så skal de koge lang tid.
  • Når halvdelen af vandet er kogt ind, tilsættes jordskokkene og rosmarin.
  • Når vandet er kogt ind og både jordskokker og perlebyg er møre (hvis de ikke er møre, tilsættes mere vand!), tilsættes revet ost og eventuelt en klat smør. Smag til med salt og peber.
  • Serveres straks og server gerne et glas hvidvin til.
  • Velbekomme!


bygotto med jordskokker
bygotto med jordskokker

bygotto med jordskokker bygotto-med-jordskokker

2 Kommentarer

Sara 12. november 2016 - 12:44

Kan man undlade at bruge hvidvinen? Bliver man så nødt til at bruge noget andet i stedet for? :)

Reply
Stinna 12. november 2016 - 16:09

Det tror jeg godt, men så skal du nok tilsætte noget citron til sidst i retten :-)

Reply

Tilføj en kommentar

Opskrift Vurdering




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.