Madvaffel med kikærtefyld og en boganmeldelse

veganske-vafler

// bogen er modtaget til anmeldelse.

For lidt tid siden spurgte Johanne mig, om jeg kunne tænke mig at anmelde hendes kogebog. Johanne blogger normalt under navnet Englerod og har udgivet den veganske kogebog Grønskolling, som jeg har fået lov til at prøve af.

Selvom jeg ikke er veganer, men vegetar, så synes jeg at veganske retter og opskrifter er spændende. Efter at have bladret kogebogen igennem, fandt jeg en håndfuld opskrifter jeg gerne ville prøve. Især hendes burger med linsebøffer, grøntsagslasagne og madpandekager ser fantastiske ud. Jeg valgte dog denne opskrift, som er majsvafler med kikærtefyld. Som I ved, er jeg kæmpe fan af kikærter og måtte bare dele denne med jer.

Én ting jeg rigtig godt kan lide ved denne kogebog er, at der ikke bruges en masse specielle ingredienser. De fleste er lavet af ingredienser, som man kan finde i større supermarkeder. Nogle af opskrifterne lavet med tofu, som jeg endnu ikke er blevet vild med. Måske det skyldes, at jeg I Vietnam fik det stegt uden krydderier. Jeg har ihvertfald besluttet mig for, at jeg bliver nødt til at prøve nogle af disse tofu-opskrifter – for det ser så lækkert ud!

Så selvom du ikke er veganer, men er interesseret i det kødfri køkken, så synes jeg du skal prøve denne kogebog. Retterne er ligetil, maden passer til hverdag og den ret jeg lavede tog mig ikke længere end 30 minutter, hvor jeg også nåede at lave musli og tømme opvasker.

Denne madvaffel smager virkelig skønt, bliver helt sprød og hænger ikke fast i vaffeljernet. Fyldet dertil smager skønt og er lækkert cremet, da der er tilsat lidt havrefløde. Opskriften finder I herunder.

Bogen kan købes på Englerod og Astrid och Aporna i København.

veganske-vafler-4

 MADVAFFEL MED KIKÆRTEFYLD (4 PERSONER) 

vafler:

150g majsmel

150g fint mel (Johanne anbefaler hvedemel – evt. brug rismel eller boghvedemel)

1 tsk. bagepulver

1 tsk salt

4 dl vand

3 spsk rapsolie

fyld:

1 løg

2 spsk rapsolie

2 store tomater

1 rød peberfrugt

140g tomatkoncentrat (1 lille dåse)

200ml havrefløde eller soyafløde

200g kogte kikærter (jeg brugte 1 dåse)

½ tsk paprika

salt

peber

– hvis du ønsker en mere krydret variant, så tilsæt lidt chili og hvidløg.

Fremgangsmåde:

  1. Først laves vaflerne.
  2. Majsmel, det fine mel og bagepulver blandes i en skål.
  3. Vand og olie tilsættes lidt efter lidt, mens der røres rundt.
  4. Dejen røres, til der ikke er flere klumper i.
  5. Dejen skal nu hvile lidt (jeg undlod dette).
  6. Når vaffeljernet er varmt, kommes dejen på. Kom gerne lidt olie på pladerne først.
  7. Bag vaflerne i 3-6 minutter, til de er lidt gyldne. Pas på med at se til vaflerne for tidligt, vaflerne kan let ødelægges.
  8. Imens laves fyldet.
  9. Løg hakkes fint og steges i olie i en gryde.
  10. Tilsæt hakkede tomater og finthakket peberfrugt.
  11. Når løget er gyldent, tilsættes tomatkoncentrat og havrefløde.
  12. Tilsæt nu kikærter og paprika.
  13. Smag til med salt og peber.
  14. Kom fyldet på en vaffel. Pynt med cashewnødder og lidt friske koriander.
  15. Velbekomme!

veganske-vafler-5 veganske-vafler-3 veganske-vafler-2

Print Friendly

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*